Seneste artikler

Trend: Sådan vil vi bo, når vi bliver gamle

Ældre mennesker drikker kaffe
Foto fra Bovierans salgsmateriale

Fremtidens ældre vil bo lækkert og trygt, de vil selv bestemme, og boligerne må endelig ikke ligne plejehjem. Der er et voksende marked for seniorboliger i hele Europa. Især hvis ejendomsudviklerne forstår, hvad de ældre boligkøbere vil efterspørge i fremtiden.

Hvis du vil sælge seniorboliger til folk, så lad være med at kalde det seniorboliger – pointen faldt da arkitekter, udviklere og eksperter mødtes til konference om seniorboliger hos Byens Ejendom i denne måned. Her satte flere eksperter ord på de trends, som styrer boligbehovet blandt seniorer – en voksende kundegruppe, som er svær at sætte i bås.

I disse år oplever seniorbofællesskaber, som det svenske Bovieran, stor succes, og i pressen har man kunnet læse om lange køer, hvor folk lå i flere dage for at købe en andelsbolig i et fællesskab med vinterhave og petanquebane. Den gennemgående trend med bofællesskaber kan bekræftes af Peter Schnell Jensen, Senior Manager hos PwC, som arbejder med at rådgive investorer og ejendomsudviklere.

”En gruppe seniorer ønsker at bo i fællesskaber for bl.a. at øge livskvaliteten og forebygge ensomhed. I vores rådgivning af investorer og i dialoger med markedet oplever vi, at nye projekter med boformen fællesskaber skaber stor interesse. Bl.a. er det erfaringen, at “åben-hus” arrangementer er yderst velbesøgte”, siger Peter Schnell Jensen.

Alle vil leve længe, men ingen vil være gammel.
– Benjamin Franklin

Sådan vil vi bo i fremtiden

I Danmark er der stadig kun få større bofællesskaber for seniorer, men erfaringer fra fx. Australien viser, at 5-10 procent af seniorsegmentet ønsker at bo i fællesskaber. Hvis der er samme efterspørgsel i Danmark, så er det et område, som vil vokse kraftig i de kommende år, og det hænger, ifølge Peter Schnell Jensen, sammen med, at vi gerne vil bo sammen med vores venner.

”Der er en tendens til, at fællesskaber med venner kommer til at betyde mindst lige så meget som de familiebaserede fællesskaber i fremtiden”, siger Peter Schnell Jensen.

Han peger på, at der er en klar tendens til, at seniorer ønsker at bo centralt, stationsnært, tæt på gode indkøbsmuligheder og kulturliv, men man skal også være opmærksom på, at de ældre har meget forskellige forudsætninger. Nogle er friske og aktive, mens andre kan være ramt af alvorlige problemer med helbredet, selv om de har samme alder.

Mange er aldrig rigtigt jævnaldrende med sig selv.
– Tove Ditlevsen

Skal der være plads til en rollator?

Flere af konferencens deltagere lagde vægt på, at man skal være forsigtig, når man undersøger markedet. Det er nemlig ikke altid, at folk fortæller hele sandheden, når de bliver spurgt. Der kan være en del uudtalte behov, som måske ikke kommer frem i første omgang, men som alligevel er vigtige at forstå, for at boligerne kan sælges. Et ægtepar vil måske ikke indrømme, at de foretrækker at have separate soveværelser, og det er fx heller ikke alle, som har lyst til at forholde sig til, om deres kommende bolig er rollator-egnet, men behovet kan alligevel være der. En elevator er et klart plus, men en elevator, som kan rumme en hospitalsbåre, kan være et parameter, som man slet ikke har lyst til at tænke på som 55-årig.

Det er en vanskelig målgruppe, men også en pengestærk og voksende målgruppe i takt med, at levealderen stiger, og at mange er friske i flere år. Faktisk tyder undersøgelser på, at bofællesskaber kan være med til at spare kommunerne for udgifter til pleje og hjemmehjælp. Derfor vil seniorbofællesskaber sandsynligvis også få større opmærksomhed blandt kommunalpolitikere i de kommende år.

Læs også: “Vi vil ikke blive gamle i et parcelhus”

Læs også: “Jeg føler mig aldrig alene

Realdania har udgivet en stor rapport om seniorbofællesskaber. Den kan du læse her

Få adgang til de hemmelige boliger

Vidste du, at der findes et hemmeligt boligmarked, hvor boliger bliver solgt uden at være officielt til salg? Det kalder man et skuffesalg. Nu kan du få besked om nye skuffesalg, der passer til dine ønsker.

SE MERE

Til top

Stå stærkt i dit boligkøb med Bolighed Købermægler

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
chat icon

Chat med os