Seneste artikler

Byg-selv-hus: »Vi kastede os bare ud i det«

Byg selv hus, Gejrrild

I foråret 2011 valgte Søren og Lea Rasmussen at realisere deres sommerhusdrøm. Projektet blev til et byg-selv-hus. Nu har de fået blod på tanden, og snart tager de første spadestik i forbindelse med deres nye helårshus.

Søren Rasmussen har altid været stærkt knyttet til sin hjemstavn Gjerrild i Djursland. I lang tid har han ønsket sig et sommerhus, der bringer ham tættere på den natur, han finder stor værdi i.

“Vi kastede os ud i et byg-selv-hus”

I stedet for at købe et færdigt sommerhus forelskede parret sig i en fritidsgrund til cirka 400.000 kroner.  I 2011 havde Søren og Lea dog mange jern i ilden, og hverdagen var præget af arbejde og familieliv.  Så det var begrænset, hvor meget tid de reelt kunne bruge i huset.

Af den årsag var det oplagt, at huset skulle egne sig til udlejning, indtil de selv kunne bruge boligen noget mere. Søren tog i den forbindelse kontakt til sin gode ven, der som tømrer har meget erfaring med bebyggelse.

“Sammen med vores ven kastede vi os faktisk bare ud i det, købte grunden og byggede hele huset fra bunden. Det viste sig, at vi kunne spare en masse penge ved både at gøre det beskidte arbejde selv, men også fordi min kammerat har den rigtige know-how, når det kommer materialevalg”, fortæller Søren Rasmussen.

Søren fortæller, at man ikke må lade sig skræmme af byggeprocessens tidsforløb. Han slår fast, at man sagtens kan tage længere pauser gennem forløbet, så hverdagene ikke kun handler om projektet. Der skal også være plads til at gå på arbejde og holde fri, når man har fri.

“Vi valgte med vilje at gribe det hele an på en forsigtig måde. Vi lagde derfor en plan, der også var realistisk at følge. I alt byggede vi i toethalvt år, men undervejs var vi ikke blege for at holde pauser på fire-fem måneder, hvor vi så kunne bruge tid på vores hverdag og forhold”, siger Søren Rasmussen.

 

Byg-selv-hus, fire faser

Beliggenheden er afgørende

Hvis man selv går og flirter med tanken om et byg-selv-hus på en fritidsgrund, hvor formålet er udlejning, er beliggenheden og standen af huset vigtig. Søren og Lea var optaget af at opføre et sommerhus, der ligger tæt på stranden, tæt på turistattraktioner og indrettet til gæster. Derfor har boligen blandt andet 10 sovepladser.

“Inden vi tog den endelige beslutning om købet af grunden, var vi i dialog med vores kontaktperson i Sol og Strand, som også står for den daglige udlejning. Han rådede os til at bygge et hus, der er lækkert og indrettet til gæster. Men også at det ligger inden for rimelig kørselsafstand til naturen og turistattraktioner”, siger Søren Rasmussen.

Med købet af grunden endte parret med at bruge cirka 1.500.000 kr. på hele projektet. Her er inventar som senge, skabe og køkkenremedier  medregnet. Hvis parret ikke selv havde kunnet hjælpe med til byggeriet, så ville prisen være landet på omkring 2.600.000 kr.

Parret har årlige udgifter for cirka 30.000 kroner. Det dækker over driftomkostninger såsom ejendomsskat, vedligeholdelse, internet og kanalpakke. Men med årlige lejeindtægter på omtrent 80.000 – 100.000 kroner, er det lykkedes familien at lave en forretning, der økonomisk kører sundt rundt, indtil de selv begynder at tage det mere i brug.

Læs også: Mit Boligkøb: Den ultimative tjekliste til boligkøbet

Nyt eventyr på trapperne

Familiens sommerhus stod færdigt i efteråret 2013. Men nu har familien fået mere blod på tanden. Inden længe begynder de byggeriet af deres nye helårsbolig i Kolding. Dog med det forbehold at de denne gang har hentet ekstern hjælp, da der siden opførelsen af fritidsboligen, er kommet børn til. I den forbindelse fortæller Lea, at der er stor forskel på de to projekter. Man skal tænke sig ekstra godt om, når det drejer sig om en permanent bolig:

“Der er nogle andre ting på spil. Vi har gjort os mange overvejelser omkring naboskab og de praktiske muligheder, der findes i Kolding. Derfor er vi nået til det punkt, hvor vi slår teltpløkkerne i jorden og satser på, at Kolding er den rigtige base for os. Især i forhold til børnenes skole og opvækst”, forklarer Lea Rasmussen.

Da huset stod færdigt, var parret mange erfaringer rigere. Lea og Søren anbefaler, at man er skarp gennem hele forløbet. Der skal være styr på byggetilladelser, og det er vigtigt at pleje hverdagen, så det hele ikke går op i hus- og byggesnak.

En tendens i fremgang

Familen Rasmussen er ikke alene i ønsket om at bygge eget hus. I områderne i og omkring de større byer er der mangel på grunde, da efterspørgslen er langt større end udbuddet. Det fortæller Harry Lockhardt, der er byggerådgiver hos HusCompagniet.

“Vi får flere og flere henvendelser fra kunder, der gerne vil vide, hvad deres drømmehus koster at opføre på en given grund. Det store problem er områderne omkring Aarhus, Odense og København, hvor udbuddet er forholdsvist lille. Det skyldes, at flere danskere har indset, at kan man få en nogenlunde billig grund, så kan det bedre betale sig at bygge nyt, også selv om man skal rive et gammelt hus ned”, fortæller Harry Lockhardt.

Familien Rasmussen har fået oplyst, at de kan tage deres nye bolig i brug til april næste år. Grunden kostede dem cirka 950.000 kroner.

Til top

Gør et godt køb med Bolighed Købermægler

Gør et godt køb

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

Vi er på din side i boligkøbet. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
Chat ikon