Seneste artikler

Projektkøb: Det skal du overveje, før du skriver under

Amalie og Ellie_projektkøb
Foto: Jakob M. Knudsen

Når du skriver under på et projektkøb, så står du ofte kun med nogle plantegninger og visualiseringer af din kommende bolig. Sådan var det også for 28-årige Amalie Redemann og hendes familie, som i 2016 købte en lejlighed i “Irmabyen” i Rødovre. Her kan du læse om hendes erfaringer, og få gode råd til dit projektkøb.

Projektbyggeriet boomer i landets største byer, og hele nye bydele vokser frem. I løbet af de kommende år vil støjende byggepladser blive forvandlet til spritnye bydele med indflytningsklare ejer- og lejelejligheder.

Eksempelvis har den kommende bydel “Aarhus Ø” en vision om at opføre Aarhus’ helt nye sociale samlingspunkt.  I Odense vil “TBT Tower” rumme 47 nye ejerlejligheder, og ambitionen er at skabe Odenses nye vartegn. I hovedstaden kan man fx finde kommende projektlejligheder i Nord- og Sydhavnskvartererne eller i “Carlsbergbyen” på grænsen mellem Frederiksberg og Valby.

Projektkøb på baggrund af en tegning

Fælles for nybyggerierne er, at mange af dem endnu ikke står færdige. Bygherre og den eventuelle ejendomsmægler skal derfor lægge meget arbejde i at visualisere boligernes fremtidige udtryk, da køberen ikke har mulighed for at få fremvist den færdige lejlighed.

I de større projektbyggerier opføres der i mange tilfælde “prøvelejligheder”. De kan, ligesom en udstilling, vise om lejligheden er noget for dig. Men da man aldrig kan garantere et 1:1 eksempel på et kommende projektkøb, er det en god idé at gennemlæse salgsmaterialet grundigt, inden du skriver under.

Læs også: Boligkøb: Fra nybyg til 50’er charme

Hvad er et projektkøb?

 

– En bygherre udbyder boliger til salg til købere i et byggeri, som endnu ikke er opført

– Det betyder, at du kun kan forholde dig til tegninger, visualiseringer og eventuelle prøvelejligheder

– Man taler dog ofte om køb af projektbolig, selvom byggeriet er fremskredent, så længe man er første ejer

– Projektkøb medfører både en række fordele og risici, som man skal forholde sig til

Forelskede sig i prøvelejlighed nr.  18 og Irmabyens kulturliv

For familien Redemann skete deres projektkøb ved lidt af et tilfælde. I 2016 var Amalie gravid, og familien havde svært ved at se sig selv blive boende i deres lejlighed på Nørrebro med en baby på vej.

På den baggrund blev parret anbefalet at se nærmere på Rødovres nye bydel, “Irmabyen”. Dagen efter anbefalingen drog Amalie og Emil derfor til fremvisning i en prøvelejlighed. Her nød parret, at de kunne gå rundt i deres fremtidige rammer, også selvom prøvelejligheden ikke ville komme til at ligne deres egen 100 procent:

“Vi vidste på forhånd, at prøvelejligheden ville have flere mangler i forhold til den, vi kom til at overtage. Køkken og bad var opført i mindre udgaver, og det var kun muligt at se gulve i små prøveforme. Det var selvfølgelig en lidt spøjs følelse, men samtidig havde vi stor glæde af plantegningsoversigterne, der giver et overblik over, hvilke lejligheder man kan købe. Vi forelskede os med det samme i prøvelejlighed nummer 18. Herefter havde vi mulighed for at tilvælge forskellige elementer såsom gulv, lys og bordplade”, siger Amalie Redemann.

Irmabyen_ude

Ifølge Amalie var det dog ikke kun prøvelejligheden, der gjorde udslaget for deres beslutning om at købe lejligheden. For hende og Emil er det i lige så høj grad kulturlivet i Irmabyen, man betaler for:

“Udover boligen følte vi også, at vi købte os ind i en ny bydel. Irmabyens bygherre lagde rigtig meget arbejde i at sælge bydelens kulturliv, hvilket tiltalte os meget. Det fik os til at reservere lejligheden med det samme og fem dage efter, havde vi købt den”, fortæller Amalie Redemann.

Boligløst år udfordrede tålmodigheden

Parret underskrev købsaftalen på lejligheden i oktober 2016. De endte med at købe, hvad der et år senere ville blive til en 4-værelses lejlighed på 107 kvadratmeter. Lejligheden består af tre mindre værelser, et stort køkkenalrum, et badeværelse og et lille opbevaringsdepot.

Se mere om Irmabyen i Rødovre her.

Projektkøbet i Irmabyen var først indflytningsklar den 12. oktober 2017. Altså et lille år efter parret underskrev købsaftalen. Det er en af de præmisser, man må affinde sig med, når man laver et projektkøb.

Parret fik solgt deres lejlighed på Nørrebro få dage efter, de satte den til salg. Det betød, at parret nu stod uden en bolig med lille Ellie på armen velvidende, at de først kunne flytte til Irmabyen om et års tid. Det vendte op og ned på parrets hverdag:

“På lidt under et år formåede vi at bo tre forskellige steder. Først hos en kammerat, senere i Vanløse og det sidste stykke tid op til indflytningen, flyttede vi ind hos min mor i Helsingør. Udover at det er virkelig upraktisk at flytte så meget rundt, fører det også en masse overvejelser om arbejdsplads og institutionsplads med sig. Så selvom vi boede i Helsingør, valgte vi at skrive Ellie op på en vuggestueliste i Rødovre. Det kan altså godt betale sig at tænke fremad i forbindelse med sådanne praktiske ting”, siger Amalie Redemann.

Læs også: Afslagene vokser på lejligheder i København

Kender flere som har oplevet store fejl og mangler

Når du flytter ind i en projektlejlighed, er alt nyt. Derfor kan du med det samme rykke møbler ind og begynde din indretning. For Amalie var det en kæmpe fornøjelse, at alt var nyt, og at intet var defekt. Det gjorde hele indflytningsprocessen nemmere, og det er noget, som Amalie mener skal tages med i det samlede regnestykke ved et projektkøb. Parret stødte ikke på nævneværdige fejl og mangler, men de kender flere, som har oplevet det:

“Vi har nok været ekstraordinært heldige, når det kom til fejl og mangler i vores lejlighed. Det var virkelig i småtingsafdelingen, og det er ikke noget, vi har skænket en tanke. Til gengæld kender jeg flere, som måtte udskyde deres i forvejen sene indflytning på grund af store fejl og misforståelser med lejlighederne”

Her kan der fx være tale om et forkert gulv eller et badeværelse, der ikke stemmer overens med den aftale størrelse. Sådanne fejl og mangler kan tage lang tid at udbedre, mens mindre fejl sjældent kommer til at virke  forstyrrende for selve indflytningen.

Lav din egen research

I projektlejligheder er det kutyme, at der både er eftersyn med bygherre ved indflytning, efter ét år, og igen efter fem år. Amalies råd lyder, at man som kommende ejer af lejligheden skal være meget omhyggelig i disse gennemgange. På den måde undgår man at hæfte for byggeomkostninger, som faktisk er bygherres ansvar. Her kan man eventuelt alliere sig med en byggeteknisk rådgiver.

Har du brug for en byggeteknisk rådgiver? Læs mere om EBAS her

I juli 2018 valgte parret at sætte deres lejlighed til salg i Irmabyen. Det skyldes deres drøm om at flytte i hus med en have. Men også fordi det viste sig, at et salg kan blive en glimrende forretning for dem. Det skyldes, at parret købte lejligheden til 2016’s udbudspris, hvor lejligheden var noget billigere, end da de færdige lejligheder blev udbudt til salg et år efter. Derfor kunne de sætte den til salg efter 10 måneder, selvom lejlighedens prisstigning løb over to år og i princippet stammede helt tilbage fra 2016.

Amalie og Emil købte lejligheden i Irmabyen for 2.925.000 mio. kr., men samlet løb lejlighedens pris op i 3 mio. kr. efter tilkøb af nyt gulv, lysdæmpere i alle rum og ekstra udtag til kabler. 10 måneder efter satte de den til salg for 3.600.000 mio. kr.

Amalies bedste råd til projektkøbsinteresserede er research. Selvom man kan finde en masse information på bygherres hjemmesider, er det alligevel meget nyttigt at lave sin egen research. Derudover skal du aldrig holde dig tilbage fra at stille spørgsmål til teknik, materialer og deadlines.

Mange bliver overraskede over fællesskabet med naboerne

Det er Troels Bødker Feodor Nielsen meget enig i. Han er indehaver af Nybygget.dk, som er et site, hvor man kan få overblik over alle nybyggerier. Han er overbevist om, at et projektkøb er en fantastisk mulighed for at komme ind i en ny lækker bolig med alle de fordele, det giver. Han slår dog samtidig fast, at det godt kan betale sig at lave sit eget forarbejde:

“Det vigtigste råd at give er at være grundig i sin forberedelse. Sæt dig ind i området og selve ejendommen. Er der tale om et nyt byområde, skal man have helt styr på lokalplaner og være afklaret med, hvor langt området er i sin udvikling. På den måde kommer det ikke bag på én, at man evt. vil opleve aktive byggegrunde omkring sig i årevis. Sæt dig også ind i hvem bygherren er, og hvad de tidligere har opført. Og sørg for at få en professionel rådgiver på din side i købsprocessen, så alle aspekter bliver afdækket”

Læs mere om Nybygget.dk her

Amalie Redemann forelskede sig i Irmabyens kulturliv. Det er måske ikke så underligt, fortæller Troels Bødker Feodor Nielsen, der også fremhæver, at mange tilflyttere får en stærk tilknytning til området og naboerne:

“En lille ting, som mange bliver positivt overraskede over, er det fællesskab og sammenhørighed man ofte får med sine nye naboer i byggeriet. Alle flytter ind samtidig og har et fælles ønske om at få det hele til at fungere optimalt. Du vil også møde folk fra de omkringliggende byggerier, som alle brænder for at skabe et velfungerende område”, siger han.

Læs også: Familien fik hjælp til boligkøbet af en købermægler

Tre gode råd fra Købermægleren, inden du laver et projektkøb

Inden man gennemfører et projektkøb, kan det være en god idé at alliere sig med en rådgiver, der har professionel indsigt på området. Hvis ikke det kan lade sig gøre, giver Boligheds Købermægler dig her tre nyttige råd med på vejen, inden du underskriver købsaftalen på et projektkøb:

  • Vær fleksibel med overtagelse

I købsaftalen ligger der en klausul om, at bygherre ikke altid kan garantere at overholde den opstillede deadline for, hvornår byggeriet skal være færdigt og  indflytningsklart. Derfor er det en god idé at sikre dig tag over hovedet, hvis byggeriets forsinkelser skubber din indflytningsdato.

  • Vær opmærksom på arealer

Bygherre tager som regel også altid forbehold for arealer. Det vil sige, at de lovede antal kvadratmeter i boligen, ikke altid stemmer overens med det faktiske areal. Kig derfor efter ordet “vejledende” i købsaftalen, hvor du kan se, hvilke ting der ikke kan garanteres 100 procent.

  • Bliver der opført nye bygninger i nærområdet?

Når der opføres nye boliger til projektsalg, er der sjældent tale om den ene bygning, som du flytter ind i. Der vil som regel være igangværende byggerier i dit nærområde, som kan have stor indflydelse på både udsigt og støjniveauet i boligen. Spørg eventuelt bygherre, og tag det med i dine overvejelser, inden du skriver under.

Til top

Gør et godt køb med Bolighed Købermægler

Gør et godt køb

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

Vi er på din side i boligkøbet. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
chat icon

Chat med os