Seneste artikler

Skab rum for leg og udvikling

Sådan indretter du børneværelset

Familie leger på børneværelse

På Østerbro ligger en butik, som de fleste nok kender. I hvert fald dem, der har eller skal til at have børn. BabySams butik strækker sig nemlig længere ned ad gaden end de fleste andre butikker på Østerbro. Butikken synes at indeholde alt, hvad der skal bruges til de små vidundere. Tre kvinder kigger op, da vi træder ind i butikken. De smiler trods travlhed denne tirsdag formiddag. Bolighed har fået lov til at snakke med to af kvinderne, der i den grad har styr på, hvad børn og forældre har brug for, for at gøre opvækst og hverdag lettere. Og det handler ikke kun om, hvad man fylder børneværelset med, men også hvilke tanker man har om, hvad et børneværelse skal kunne. Med mange års erfaring i BabySam, både som rådgivere og sælgere, håber vi i Bolighed, at disse råd kan hjælpe dig med at skabe et super godt rum til de skønneste unger, for som Rita og Maria nævner, ”… er børnene jo vores guld, og da de ikke kan tage valgene for sig selv, må vi gøre vores bedste for at tage de bedste valg for dem”.

Interiør der kan bruges i længere tid

Rita fortæller, at inden for børneinteriør kan man dele produkterne op i 3 faser, som følger barnets alder og mentale niveau. Fra barnet er 0-6 måneder, har de fx en vugge, dernæst en tremmeseng og så en juniorseng. Men der er i øjeblikket også et større fokus på, at få møbler og udstyr til at vare længere og dermed passe til barnet gennem flere faser. Og særligt sengen er vigtig, for en for stor seng til en baby gør altså bare, at de oftest ikke sover så godt (katastrofe – det er ikke meget søvn, man får som forælder i forvejen). ”Det er et spørgsmål om tryghed”, fortæller Rita. Hun råder derfor til, at man køber en seng, der kan konverteres til forskellige størrelser og formål, hvilket flere forhandlere har nogle gode bud på. Tendensen med at tænke over bæredygtighed og langsigtede investeringer har fundet vej ind i børneuniverset, og Rita og Maria kan godt se fidusen i det, for det gør det altså lettere, at man blot skal sætte sengen anderledes sammen frem for at skulle have 3 forskellige senge ind på værelset i løbet af 3-4 år. Tænk derfor over, hvilket udstyr og interiør du køber til dit barn. Hvis det kan fornys, laves om og have flere funktioner, er det ofte en god investering.

Minimér forvirring for barnet og gør det nemt at rydde op

Gør børneværelset overskueligt for barnet. Hvis et børneværelse vælter rundt med ting, og der ikke er nogen form for system i det, så indbyder det heller ikke til leg for barnet, fortæller Rita. Et barn sætter også pris på ro og orden, såvel som voksne gør det, for det skaber synergi i hjernen for alle – store som små. En god idé er derfor at finde nogle kasser eller reoler til legetøjet. For at skabe orden kan man sammen med barnet beslutte (hvis det er stort nok til det), hvor tingene skal være, og dermed gøre det nemt for barnet at rydde op. ”Jeg gjorde selv det, da jeg havde små børn, at jeg købte nogle kasser i forskellige størrelser, og så fandt jeg et ugeblad eller andet, hvor jeg f.eks. klippede en bil eller klodser ud. Billederne limede jeg fast på de her kasser, så barnet vidste præcis hvor tingene var henne. Så alle biler var i kassen med biler afbilledet foran og det samme med de resterende legeting. Hermed lærer man sit barn at rydde op og gøre det til en naturlig ting for barnet at holde orden og se glæden i lidt system i sine ting.”

Rodet børneværelse med et utilfreds barn

Instagramvenlige pastelfarver

Det er blevet en trend med afdæmpede pasteller og rolige farver frem for fortidens pangfarver, og Rita fortæller, at børnetøj og interiør ofte følges ad med tendensen generelt i forhold til interiør. Mange forældre går meget op i, hvordan farverne passer sammen og skaber en ro for blikket, men Rita fortæller også, at vi skal huske, at det ikke kun er Instagram og de voksne, der skal elske børneværelset. Børneværelset er til børnene, og derfor er det en god idé, at værelset ud over at være pænt også er funktionelt og indbyder til leg og hygge, hvor legetøjet er tilgængeligt for børnene. Point taken!

Husk at smide ud og gemme væk

Både børn og forældre har det med at knytte sig til legetøjet, men det er altså vigtigt, at det legetøj, der er på børneværelset, passer til barnets mentale niveau, for det er en vigtig del af deres udvikling, fortæller Rita. På de fleste legesager kan man se, hvilken alder det passer til, og det er altså ikke for sjov. Det er en god idé at lære ens barn, at legetøj skal gemmes væk for, at man kan få noget nyt. Og man behøver jo ikke at smide det ud. Man kan gemme det til næste barn, eller til når familiens andre børn er på besøg. Men det der er på børneværelset bør passe til barnets alder. Og så igen gør det klart fra start, hvor det nye legetøj hører hjemme, for et barn ved ikke, hvordan det skal rydde op, hvis ikke det ved, hvor legetøjet skal stå.

Økologi er ikke så tosset

En klar tendens inden for børneudstyr er, at det skal være økologisk. Nogen vil måske mene, at det er ekstremt, men når det er muligt at købe ting uden nogen form for skadelige eller hormonforstyrrende stoffer, hvorfor så købe noget der har det, fortæller Maria? Forældre i dag tænker enormt meget over, hvad deres børn omgås både ift. legetøj, maling, udstyr og mad, hvilket også kan afspejles i voksenverdenen, hvor man også kan se en tendens til, at vi tænker mere over, hvor tingene vi køber eller omgås af kommer fra, hvad de er lavet af, og hvilke konsekvenser det har, hvis der er nogle skadelige stoffer i. ”Vi vil ikke sige, hvad der er rigtigt eller forkert, men vi kan godt lide den refleksion ift. børneting, som ses hos forældre nu, for det er bestemt også omsorg”, fortæller Rita.

Hermed er 5 gode råd givet videre, og vi håber, at det kan bidrage med lidt inspiration til børneværelset, som for rigtig mange er en enormt vigtig del af boligen, hvad end man sidder i drømmehuset nu, eller er på udkig efter et nyt. Tak til Rita og Maria fra Babysam på Østerbro. Vi er især inspireret af billederne på kasserne (det kunne voksne sikkert også have gavn af) og det her med, at et børneværelse er til børnene og ikke kun Instagram. Man kan måske godt synes, at det er fjollet med alt det øko-hysteri, men vi ser fidusen i det og med så mange muligheder for økologi, er det nok endnu mere fjollet at vælge det fra.

Husk at du på Bolighed får adgang til næsten to millioner boliger, der sikkert kan bidrage med lidt inspiration til børneværelserne. Hvor mange ser ud til rent faktisk at følge disse råd, og er der noget du tænker, der skal laves om hjemme?

Find din egen bolig her.

Til top

Gør et godt køb med Bolighed Købermægler

Gør et godt køb

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

Vi er på din side i boligkøbet. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
chat icon

Chat med os