Seneste artikler

Det hitter at købe sommerhus på den jyske vestkyst

Vesterhavet er lige nu et populært område at købe sommerhus i. Særligt på grund af det store udvalg af oplevelser og attraktioner langs kysten. Men selvfølgelig også på grund af de fantastiske strande, der ikke alene er kendt i Danmark, men også i resten af verden

Lige nu er sommerhusene i Vestjylland også i høj kurs. En af dem, der har investeret i et sommerhus er 75-årige Leif Bagger-Hansen. Udover sin faste bolig i Køge, udlejer han sit sommerhus i Haurvig ved Vesterhavet cirka 300 dage om året. Ved siden af sin pension har han gjort sommerhusudlejningen til en levevej, der årligt indbringer ham i omegnen af 200.000 kroner brutto.

Historien om sommerhuset går helt tilbage til 1991. Her var Leif Bagger-Hansen i sommerhus med et par venner ved Vesterhavet. Han blev lynhurtigt bidt af områdets unikke natur og begyndte så småt at overveje mulighederne for selv at købe sommerhus.

“På det tidspunkt var det en meget stor investering. Efter en snak med min bank, blev vi enige om, at det skulle være kombinationen af at bygge et hus, der var velegnet til udlejning, og som hele familien kunne tage i brug, når vi havde lyst”, fortæller han.

En god investering at købe sommerhus

Leif Bagger-Hansen har derfor ikke sparet på husets faciliteter. Sommerhuset tilbyder en indendørs pool, sauna og køkkenalrum fordelt på 181 kvadratmeter.

”Som sagt var det vigtigt for mig, at huset kunne imødekomme de krav, som lejere efterspørger. Derfor er det et stort hus, der indeholder en vådrumsafdeling med indendørs pool, spa, sauna samt bruse- og toiletforhold. Resten af huset er således bygget op med to identiske soveværelser. Her er der seks faste sovepladser, køkkenalrum, et badeværelse og forholdsvist stort bryggers”, fortæller han.

Sommerhuset viste sig da også at blive en glimrende investering, der hvert år siden 1991 har været udlejet i mindst 47 uger om året.

 “Siden 1991 har det næsten kun været en positiv fortælling. I snit har vi selv brugt sommerhuset fem-seks uger om året, hvoraf resten er gået med udlejning til særligt tyske turister, der søger mod Vesterhavets hvide sandstrande”, siger Leif Bagger-Hansen.

Øget skattefradrag gør udlejning attraktivt

Sommerhusmarkedet var stort set stillestående i årene efter finanskrisen. Det medførte, at mange ikke valgte at købe sommerhus. Men i dag er virkeligheden en anden.

I april 2017 blev der vedtaget en ny lov, som gør det muligt at få 75 procents realkreditbelåning af sommerhuse. Tidligere var det kun 60 procent. Loven er også blevet reguleret. Nu er det muligt for pensionister at omdanne fritidsboligen til en helårsbolig efter et års ejerskab.

Det har, kombineret med at fradraget for sommerhusudlejning er hævet fra 21.400 til 40.000 kroner, for alvor sat gang i salget. Fra maj 2018 vil de første 40.000 kroners lejeindtægter altså være helt skattefrie for de sommerhusejere, der udlejer gennem et eksternt udlejningsbureau.

Det er Leif Bagger-Hansen glad for, og han nyder også godt af det forøgede skattefradrag. Han fortæller, at 2018 har været et fuldstændig unikt år i forhold til efterspørgslen på sommerhuset.

“På nuværende tidspunkt, hvor vi kun lige har passeret årets sjette måned, har sommerhuset allerede været udlejet i mere end 200 dage. Og det er jo kun dejligt, at interessen er stigende”, siger han.

Tyske turister elsker Vesterhavet

Henrik Gade, der er partner og vurderingskonsulent hos Nybolig i Ringkøbing mærker også, at interessen for at købe sommerhus i Vestjylland er steget. Han forklarer, ligesom Leif Bagger-Hansen, at mange leder efter sommerhuse, der har potentiale til udlejning.

“Tilbage i juni sidste år var det forøgelsen af realkreditbelåning fra 60 til 75 procent, der for alvor kickstartede salg af sommerhuse langs den jyske vestkyst. Det er nemlig en generel tendens, at sommerhusejere benytter deres sommerhuse til udlejning henover de næste tre måneder. Derfor har det øgede bundfradrag vist sig at motivere mange udlejere til at udleje deres sommerhus”, fortæller han.

Det bidrager til større økonomiske fordele, når man skal beslutte sig for, om man vil investere i et sommerhus eller ej. Hvad enten formålet er udlejning, privat brug eller en kombination. Men en ting er sikkert. Leder man efter sommerhus, hvor hensigten er udlejning, er der grund til at kigge lidt nærmere på den jyske vestkyst lyder det fra Henrik Gade.

”Hvis man vil købe sommerhus, hvor formålet er udlejning, vil jeg mene, at den jyske vestkyst er en sikker indtægtskilde. Den danske sommer tiltrækker nemlig en masse tyske turister, der gerne vil på ferie tæt på Vesterhavet”, siger han.

“Hvis jeg fik et opkald, hver gang der var det mindste, ville jeg gå fra forstanden”

Leif Bagger-Hansen nyder godt af sin udlejningsforretning. Men når man til daglig bor i Køge og har et sommerhus ved Vesterhavet, er det vanskeligt at gennemgå huset for fejl fra dag til dag.

Derfor har Leif Bagger-Hansen siden 1991 været tilknyttet ferieudlejningsportalen Novasol. De tager sig af praktiske gøremål, der måtte være i perioder mellem forskellige udlejninger. Mod en procentsats af den samlede udlejningspris sørger Novasol for, at alt er i orden i huset. Også nøgleudlevering og papirarbejde mm. På den måde er Leif Bagger-Hansen fri for hele tiden at drage til Vesterhavet, hvis vandhanen drypper.

”Vores sommerhus er tilknyttet afdelingen, Novasol Bjerregård, som ikke ligger ret langt fra ejendommen. Jeg vil mene, at det er en nødvendig betingelse at være tilknyttet et eksternt bureau, når man ligesom jeg, ikke har fast bolig rundt om hjørnet. Derfor synes jeg, det er vigtigt at få etableret et samspil mellem ejer og udlejer, så der ikke opstår konflikter undervejs”, siger han.

Når man gør sommerhusudlejning til en markant del af sin levevej, bør man ifølge Leif Bagger-Hansen, altid være klar på at foretage nødvendige renoveringer i boligen. Derfor skal man hele tiden have for øje, hvad lejere har savnet i opholdet, for at kunne imødekomme feedbacken i fremtiden.

Til top

Stå stærkt i dit boligkøb med Bolighed Købermægler

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
chat icon

Chat med os