Seneste artikler

Boligkøbernes egne fortællinger

Førstegangskøber: Man tror ikke, at det er så hårdt

 

Som førstegangskøber kan det være en udfordring at kaste sig ud i en af livets største investeringer. For 25-årige Line Lystrup blev lejlighedskøbet også en omfattende renoveringsopgave, som kun kunne lade sig gøre, hvis familien hjalp til.

Line Lystrup havde længe ledt efter en lejlighed, da hun sidste år pludselig fik et godt tilbud. Ved lidt af et tilfælde var det mormoren, som kendte én, der kendte én og skaffede Line en andelslejlighed på Amager. Line fik en uges tid til at tænke over, om hun turde kaste sig ud i købet. Lejligheden var nemlig lidt af et renoveringsprojekt. Faktisk skulle alt rives ned og bygges op fra bunden, og det var en opgave, som hun ikke kunne klare uden hjælp fra familien.

”Det var vigtigt for mig, at jeg kunne være sikker på, at min far ville hjælpe med noget af det hårde arbejde. Jeg havde ikke råd til at få håndværkere til at lave det hele. Så det ville være noget, som jeg skulle lave sammen med min far i weekenderne, når vi begge havde fri fra job og studie. Så jeg sagde til min far, at hvis han var frisk på det og gerne ville renovere lejligheden , så ville jeg sige ja til den”, fortæller Line Lystrup.

Det er mit ansvar, hvis jeg ikke kan betale

Heldigvis var Lines far frisk på at hjælpe, og hun kunne flytte fra en lejelejlighed ind i sin helt egen andelslejlighed. I flere år har hun sparet op til købet, og selv om hun var meget glad for endelig at blive boligejer, så var der alligevel mange økonomiske overvejelser forbundet med førstegangskøbet.

”Det var klart noget, der gav mig en følelse af usikkerhed. Det at købe noget selv, og at stå med papirerne og sige at nu er det mig, der ejer den, og mig der har ansvaret 100 procent, hvis jeg ikke kan betale lige pludselig”, forklarer Line Lystrup .

Overvejelserne gik også på, hvordan det ville være at flytte ind i en lejlighed, som samtidig skulle renoveres fra top til tå. Mange weekender er blevet brugt på ture i byggemarkeder, nedrivning og spartling. Det tog omkring fem måneder at få to værelser og det gamle køkken sat i stand.

”Man tror slet ikke, at det er så hårdt. Det troede jeg i hvert fald ikke, og det har været en længere proces end jeg forventede. Det sværest har været at bo i det samtidig med, at jeg har haft mit studie og arbejde og veninder, som jeg også skulle passe. Det var svært at bo uden et køkken i fem måneder. ”

Læs også Familie købte hus med skjult skade

Lines råd til andre førstegangskøbere

Line er bestemt ikke blevet afskrækket fra at kaste sig ud i fremtidige renoveringsprojekter. Hun er klar til at gøre det igen, men erfaringerne har også lært hende, at det er vigtigt at sætte sig et klart mål for, hvornår det hele skal være færdigt. Lige nu er status på renoveringsprojektet, at det meste af lejligheden er færdig, men badeværelset skal totalrenoveres .

Noget af det vigtigste for Line var, at hun kunne trække på hjælp fra familien, og det er da også Lines bedste råd til andre førstegangskøbere; at trække på alt den hjælp, man kan få:

”Jeg vil aldrig anbefale, at man kaster sig ud i det alene. Man skal have nogle i baglandet, som bakker op og er med til at hjælpe. Fordi det er en virkelig stor proces at kaste sig ud i et lejlighedskøb”, siger Line Lystrup.

Andelslejligheden på 60 kvm. ligger på Amager tæt på Lergravsparken. Købsprisen var ca. 1 mio. kr. og boligydelsen er på 1800 kr.

ER DU BRÆNDT VARM PÅ EN BOLIG?

Stå stærkere i bolighandlen med en Købermægler ved din side. Få hjælp til prisforhandlingen og rådgivning hele vejen til boligen er din.  Se mere her.

Til top

Stå stærkt i dit boligkøb med Bolighed Købermægler

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
chat icon

Chat med os