Seneste artikler

Disse personer møder du

Guide: Hvem er hvem i et boligkøb?

Boligkøber giver hånd til forskellige fagpersoner under et boligkøb

Skal du købe bolig? Så kan du se frem til at møde en række forskellige personer med hver deres rolle i bolighandlen. Et boligkøb er nemlig sjældent noget, der udelukkende involverer en køber og en sælger. Men hvem er det, du skal have fat i, når boligjagten spidser til? Og hvad skal du være opmærksom på, når du taler med de forskellige fagpersoner? Det får du et overblik over i denne guide til boligkøb.

Ikon for bank

BANKRÅDGIVEREN

Den første person, du skal tage fat i, når du gerne vil købe bolig, er din bankrådgiver. Han eller hun kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor meget du kan købe bolig for, og du kan få rådgivning om de forskellige lånetyper, de tilbyder.

Når I sammen har kigget på dit budget og din økonomi, kan bankrådgiveren lave et boligkøbsbevis til dig, så du ved, hvor meget du kan købe bolig for. Men husk alligevel altid at tale med din bank, inden du byder på en bolig.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at de forskellige banker kan tilbyde dig forskellige låneprodukter og services. Du kan derfor med fordel tage en snak med flere forskellige banker, når du vil låne penge til en bolig.

SE OGSÅ: Så meget kommer ejerlejlighederne til at stige

Ikon for køberrådgiver

EJENDOMSMÆGLEREN

De fleste ved, hvad en ejendomsmægler er. Men ikke alle er opmærksomme på, at ejendomsmægleren er på sælgers side. Den flinke mand eller kvinde, du møder til en fremvisning, har som sin fornemmeste opgave at gennemføre det bedste boligsalg set med sælgers øjne.

Ejendomsmægleren er lovmæssigt forpligtet til at udføre en række opgaver for sælgeren. Mægleren skal bl.a. lave en skriftlig formidlingsaftale, vurdere boligen, angive en udbudspris, forhandle med interesserede købere og lave et udkast til købsaftalen. De fleste mæglere tilbyder også en række andre ydelser som fremvisning af boligen og forskellige former for markedsføring.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at mange ejendomsmæglere samarbejder med et pengeinstitut eller et forsikringsselskab. Det betyder dog ikke, at du som køber eller sælger behøver at bruge netop disse samarbejdspartnere.

SE OGSÅ: Her er de korteste og de længste liggetider ved et boligsalg

Ikon for ejendomsmægler

KØBERRÅDGIVEREN

Hvor ejendomsmægleren er sælgers mand (eller kvinde), så kan en køberrådgiver hjælpe køberen gennem en bolighandel.

Køberrådgiveren kan fx være en boligadvokat eller en ejendomsmægler (købermægler). De tilbyder forskellige services, men deres typiske opgaver vil være at forhandle salgspris, betingelser og vilkår i købsaftalen med købers interesse. De vil også skaffe og vurdere dokumenter og rapporter i bolighandlen. Og så vil de udarbejde refusionsopgørelse og skøde samt sørge for tinglysningen.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at samme ejendomsmægler aldrig både kan repræsentere køber og sælger i bolighandlen.

SE OGSÅ: Boligøkonomens 10 tips til din boligsøgning

Ikon for forsikringsrådgiver

BYGGESAGKYNDIG

Når du er blevet lun på en bolig, er det en god idé at få en håndværker eller en byggesagkyndig til at gå den igennem med dig. Måske er der noget, du selv har overset. Måske kræver dine renoveringsønsker mere, end du lige regnede med.

Omkostninger til boligforbedringer eller renovering skal naturligvis medregnes i dit samlede budget. Så få et par professionelle øjne på boligen allerede inden du skriver under på købsaftalen, hvis det er muligt.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at en tilstandsrapport kun dækker de umiddelbare tilgængelige dele af boligen, og at rapporten vurderer boligen i forhold til tilsvarende boliger af samme alder. Derfor erstatter den ikke købers behov for et gennemsyn af en håndværker eller en byggesagkyndig.

Ikon for håndværker og byggesagkyndig

FORSIKRINGSRÅDGIVEREN

I en bolighandel vælger mange at tegne en ejerskifteforsikring, og det er typisk sælger, der indhenter et tilbud på denne. En ejerskifteforsikring kræver, at der er lavet en elinstallationsrapport og en tilstandsrapport.

Ejerskifteforsikringen sikrer dig som køber mod fejl og mangler, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten, og som gør, at boligens værdi eller brugbarhed nedsættes. Samtidig fritages sælger for en del af ansvaret gennem forsikringen. Både køber og sælger betaler til ejerskifteforsikringen.

Derudover kan du tegne en husforsikring. Denne er ikke lovpligtig, men nogle banker og realkreditinstitutter kræver, at du tegner en husforsikring, når du vil låne penge til boligen. Husforsikringen dækker bygningen og sikrer bl.a. mod vandskader, stormskader, brandskader og hærværk. Der findes forskellige tillægsforsikringer, så tal med din forsikringsrådgiver om, hvad der kunne være relevant for dig. Husk, at husforsikringen kun dækker selve bygningen og fastmonterede dele i huset. Til møbler, elektronik og andre ejendele, skal du tegne en indboforsikring.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at ejendomsmægleren ofte tilbyder både husforsikring og ejerskifteforsikring. Men måske er der penge at spare, hvis du selv indhenter tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber.

SE OGSÅ: Tjek postnummeret: Så meget stiger værdien på et parcel- eller rækkehus på 140 kvm

Til top

Stå stærkt i dit boligkøb med Bolighed Købermægler

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
chat icon

Chat med os