sommer-1

Køb sommerhus nu og spar penge

Hvis du drømmer om, at 2020 skal været året, hvor familien køber sommerhus, så kan du godt begynde jagten allerede nu, lyder rådet fra købermægler. I vinterhalvåret har du nemlig bedre kort på hånden i prisforhandlingen.

Det er måske ikke lige nu, at du har lyst til at bruge weekenderne på at se på sommerhuse, men hvis du kan se bort fra den triste græsplæne og de nøgne træer, så er der penge at spare.

”Normalt er det jo om sommeren, at man får lyst til at købe sommerhus. Når det hele er grønt, og solen skinner. Sælgerne er derfor optimistiske og tror på høje priser frem til omkring september måned. Men når et hus har stået til salg længe, så ser vi ofte, at vinteren er et godt tidpunkt at prisforhandle”, siger boligøkonom og købermægler Hans Møllnitz Olsen.

På trods af stigende priser, skal man ikke opgive håbet om at få et afslag, lyder meldingen fra købermægleren:

“Vi ser stadig, at vi der bliver givet pæne afslag på sommerhuse. Det er helt normalt, at sælgerne undervejs må skære 5-10 procent af prisen, når man sammenligner den første udbudspris med den endelige handelspris”, siger Hans Møllnitz Olsen.

Prisudviklingen på sommerhuse

Det kræver overskud i økonomien at købe et sommerhus, og sporene fra finanskrisen skræmmer stadig. I årene frem til 2008 steg priserne på sommerhuse, men i kølvandet på finanskrisen faldt markedet kraftigt. På landsplan er priserne stadig ikke er kommet op på niveauet fra 2007.

Handelspriser sommerhuse

”Et sommerhus kan vise sig at blive en rigtig god investering, især hvis der er mulighed for udlejning. Men det er en boligtype, som er meget mere prisfølsom end helårshuse. Priserne kan stige og falde hurtigere end på resten af markedet”, siger Hans Møllnitz Olsen.

I de seneste par år er sommerhuspriserne igen steget i de mest populære områder, og den udvikling ser foreløbig ud til at fortsætte. Herunder kan du  se de seneste udbudspriser for fritidsboliger i forskellige landsdele.

Kvadratmeterpris for sommerhuse *

Landsdel Nordsjælland 27 665
Landsdel Bornholm 17 072
Landsdel Østsjælland 21 900
Landsdel Vest- og Sydsjælland 15 862
Landsdel Fyn 19 308
Landsdel Sydjylland 17 392
Landsdel Østjylland 20 283
Landsdel Vestjylland 13 790
Landsdel Nordjylland 15 664

*Kilde: Finans Danmark, gns. udbudspriser sommerhuse, december 2019

Læs også: Her får du mest for pengene