Seneste artikler

30-årige Peter har købt seks forskellige boliger

Peter_Staehr_3

Peter Albeck Stæhr købte sin første bolig som 21-årig. I dag ejer han fire lejligheder i Brabrand, en villa i Allerød og et sommerhus i Marielyst. For Peter er ejerskabet af boligerne en kombination af professionel indsigt og personlig interesse for udlejning.

Det er de færreste 21-årige, der har råd til at købe deres egen lejlighed. Men sådan var det ikke for Peter Albeck Stæhr. Under sin værnepligt i militæret i 2009 lykkedes det ham at spare nok op til at købe hans første lejlighed i Brabrand. Det skulle vise sig at blive starten på en lang række bolighandler, som nu er endt ud i seks af slagsen. Et af formålene er blandt andet, at hans tre små børn er sikre på at have en studiebolig, når de i fremtiden skal læse i Aarhus.

Efter sin værnepligt begyndte Peter at læse jura på Aarhus Universitet, hvor han også mødte sin nuværende kone. Der gik ikke lang tid, før hun blev gravid. Derfor skulle den lille familie ud og finde en større bolig. Men den proces førte til flere bolighandler end først planlagt:

“Jeg mødte min nuværende ægtefælle kort tid efter min værnepligt. Da hun blev gravid i 2012, gik det op for os, at vi skulle ud og købe en større lejlighed. I 2013 valgte vi at flytte ind i en ny lejlighed i Brabrand. Samme år tog vi en beslutning om at købe to mindre lejligheder i samme kvarter, som ligger inden for en afstand af cirka 500 meter fra hinanden. Formålet med de to ekstra boligkøb var at leje lejlighederne ud, da prisen var billig, og det derfor gav økonomisk mening for os”, fortæller Peter Albeck Stæhr.

Peters to mindste lejligheder er begge 41 kvadratmeter, mens de to største er på 74 kvadratmeter.

Læs også: Familien købte et hus med en skjult skade

“Min interesse for udlejning gør det hele nemmere”

Når man næsten lige er blevet far, ejer fire lejligheder og læser jura på samme tid, kan man spørge sig selv, om det ikke er for meget at overskue for én person.

Peter fortæller, at der var nok at se til i starten. Men gennem årene er han blevet bedre til at varetage de praktiske opgaver, der følger med, når han udlejer flere lejligheder ad gangen. Som for eksempel udarbejdelse af lejekontrakter. Det har han til dels lært via sin uddannelse inden for ejendomsjura. Men også fordi han dyrker det som en privat interesse. Dag-til-dag overblikket, som nogle mennesker anser for tidskrævende, er i stedet en personlig hobby for Peter:

“Min interesse for køb og salg af ejendomme udviklede sig hastigt, da jeg begyndte at læse. Under jurastudiet var fokus blandt andet på fast ejendom og regler for udlejning. Det gjorde det hele lidt nemmere”, siger Peter Albeck Stæhr.

Læs også: Førstegangskøber? Få gode råd til dit første boligkøb

Sikrer børnenes fremtid

Men den personlige interesse og faglige indsigt var ikke Peters eneste grunde til at købe og udleje lejlighederne. For ham handler det i lige så høj grad om, at hans børn er sikre på en studiebolig, når de i fremtiden skal læse:

“Jeg ser på det som en form for langtidssikring til mine børn. For mig er det rigtig skønt at vide, at de føler sig trygge under deres studier. De kommer nok til at læse i Aarhus som mig selv, og lejlighederne i Brabrand har derfor en rigtig god beliggenhed for dem”, siger Peter Albeck Stæhr.

Købene af lejlighederne er således anset som forældrekøb. Børnene er i øjeblikket 0-5 år gamle, og kommer til at bo med 500-meters afstand til hinanden når de, ifølge planen, flytter til Brabrand for at læse.

Udlejningsindtægter dækker afdrag på lån

Selvom Peter oprindeligt er fra Struer, har han nu valgt at slå sig ned i Allerød. Her bor han med sin kone og tre børn. Parret købte den 165 kvadratmeter store villa i 2014, fordi de havde brug for en bolig, der kunne huse hele familien.

I dag arbejder Peter som advokatfuldmægtig hos Hasløv Stæhr Advokater i København, hvor han hver dag rådgiver sine klienter inden for fast ejendom, udlejning, enterprise-, leje- og skatteret. Han dyrker fortsat sin interesse, men slår fast, at selvom han har en vis indtægt fra de fire udlejningslejligheder, ville han aldrig kunne leve af den:

“Jeg har med vilje valgt at opkræve en forholdsvis billig husleje, for at bevare en attraktiv pris. Jeg har derfor ikke mulighed for at leve af udlejningsindtægterne. Men de dækker mine månedlige afdrag på de lån, jeg har optaget i forbindelse med købene. Når gælden er betalt af, er planen, at indtægterne ryger ind på min pensionsopsparing”, siger Peter Albeck Stæhr.

I år købte parret desuden et sommerhus i Marielyst på Falster, som familien bruger privat. Men til sommer har de, ikke-overraskende, planer om at udleje det.

Til top

Gør et godt køb med Bolighed Købermægler

Gør et godt køb

En ejendomsmægler er altid på sælgers side. Vi er på din side i købsprocessen. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

Vi er på din side i boligkøbet. Stå stærkt i en forhandling med Bolighed Købermægler.

  • Få hjælp til prisforhandling
  • Få tjekket boligens stand
  • Få hjælp med de vigtige papirer
Chat ikon