Boligmarked

Boligpriser falder svagt i to regioner

Danmarkskort viser udviklingen i udbudspriser på huse fordelt på regioner

Boligmarkedet vågner så småt fra sit vinterhi, men boligejerne på Sjælland og i hovedstaden måtte i februar se priserne falde svagt. Det viser Boligheds Prisindeks, der har opgjort de allernyeste boligdata for februar.

Vedhæftede filer:

Boligheds Prisindeks februar 2017

Februar er den sidste vintermåned, og på boligmarkedet traditionelt også den sidste af de “stille” måneder, før markedet vågner op med foråret. Priserne bevæger sig dog typisk opad, men i februar måtte boligejerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden se prisen på de villaer og rækkehuse, der sættes til salg falde med henholdsvis 0,3 procent og 0,23 procent.

– Boligejerne i København og på Sjælland har oplevet store prisstigninger det seneste år, så det er måske ikke så underligt, at prisstigningerne tager lidt af, siger Christian Jaspers, der er adm. direktør for www.bolighed.dk.

Ser man på Danmark som helhed, steg udbudspriserne på villaer og rækkehuse i februar med 0,15 procent. Det svarer til, at et hus, der er købt til 2 millioner kroner, i gennemsnit er blevet 3.000 kr. mere værd i løbet af årets anden måned. Priserne steg mest i Region Midtjylland og Syddanmark, hvor ejere af villaer og rækkehus i gennemsnit kunne notere prisstigninger på 0,38 procent.

Tabel viser gennemsnitlig kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse fordelt på regioner

Ejerlejligheder taber pusten

Hvor de gennemsnitlige udbudspriser på villaer og rækkehuse steg en anelse i februar, faldt priserne på de ejerlejligheder, der blev sat til salg med 0,52 procent i februar måned. Særligt priserne på ejerlejligheder i Region Nordjylland bremsede op og gik 1,07 procent tilbage i forhold til januar måned.

Anderledes positivt så det ud i Region Sjælland, hvor de ejerlejligheder, der blev sat til salg, i gennemsnit steg med 1,16 procent.

– På trods af den lille tilbagegang i februar måned har det stadigvæk været et fantastisk år at have en ejerlejlighed i. Ejerlejligheder er i gennemsnit steget mere end dobbelt så meget i værdi som villaer og rækkehuse, siger Christian Jaspers.

På landsplan er priserne på de lejligheder, der sættes til salg i gennemsnit steget med 6,79 procent det seneste år. Stærkest er det gået i Region Midtjylland, hvor en ejerlejlighed i gennemsnit er blevet 12,14 procent mere værd end samme tid sidste år. Det svarer til, at en lejlighed, der i februar 2016 blev købt til 2 millioner kroner, i dag vil kunne sælges for næsten 243.000 kroner mere.

Tabel viser gennemsnitlig kvadratmeterpris for ejerlejligheder fordelt på regioner

Stadigt færre boliger at vælge imellem

Selvom de fleste boliger er steget i værdi det seneste år, får det ikke boligejerne til at skynde sig med at sælge. Tværtimod satte antallet af udbudte villaer og rækkehuse en ny bundrekord med blot 39.024 til salg-skilte på landsplan. Alene det sidste år er antallet af udbudte villaer og rækkehuse faldt med 3,64 procent.

Se de friske tal for boligmarkedet i februar måned i vedhæftede prisindeks.

Om Boligheds Prisindeks

Boligheds Prisindeks udkommer en gang om måneden og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed.dk

Bolighed.dk skal gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere.

På Bolighed.dk er informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i såkaldt BoligCV, der blandt andet anslår en her-og-nu værdi på den enkelte bolig og præsenterer såvel den historiske som forventede prisudvikling på boligen. Desuden giver Bolighed.dk overblik over nabolaget og mulighed for, at boligejere kan kontakte hinanden direkte på sitet.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Se mere på www.bolighed.dk

Kontaktinformation

Pressetalsmand for Bolighed, Esben Würtz Sørensen, Tlf. 28 15 60 80, mail: presse@bolighed.dk

Til top
Chat ikon