Boligmarked

Boligpriser på vej i vinterhi

Danmarkskort: Udviklingen i udbudspriser på huse fordelt på regioner

Priserne på villaer og rækkehuse gik for første gang i tre måneder tilbage i november. Kun i en region gik boligpriserne frem i november. Det viser Boligheds Prisindeks, der har opgjort de allernyeste boligdata for november. Faldet i priser skyldes dog primært sæsonen, hvor interessen for at købe bolig traditionelt går ned.

Vedhæftede filer:

Boligheds Prisindeks November 2016

De danske villaer og rækkehuse faldt for første gang i tre måneder en smule i værdi i november måned. En ny opgørelse fra www.bolighed.dk har opgjort de nyeste udbudspriser fra det danske boligmarked, og her faldt villaer og rækkehuse i gennemsnit med 0,27 procent i værdi i november måned. Det er dog ikke udtryk for, at boligpriserne generelt er på vej nedad, siger Boligheds boligøkonom, Thomas Lynggaard Germann.

– Både ejendomsmæglere, sælgere og købere ved godt, at det sene efterår og vinter ikke er der, hvor boligen tager sig bedst ud i salgsannoncerne. Af samme grund falder antallet af udbudte boliger også traditionelt sidst på året, siger han.

Udbudspriserne ligger med de lavere prisnedslag meget tæt på de realiserede handelspriser og er dermed en god indikator for, hvad man kan forvente at få for sin bolig, hvor huse udgør langt størstedelen.

Region Nordjylland er den region, der må notere det største fald i udbudspriserne, men billedet er det samme for de øvrige regioner, hvor villaer og rækkehuse falder med mellem 0,13 procent og 0,41 procent. Undtagelsen var Region Midtjylland, hvor priserne i november steg en smule med 0,28 procent.

Boligmarked på vej i vinterhi

At boligmarkedet er gået i vinterhi kan også ses ved, at antallet af huse sat til salg faldt i november.

– Den faldende interesse for at købe en bolig i vinterhalvåret får i et vist omfang folk til at vente med at sætte boligen til salg, siger Thomas Lynggaard Germann.

Udbuddet af huse faldt på landsplan med 3,4 pct. fra oktober til november, så der var 41.986 huse og rækkehuse til salg i november. På regionalt plan faldt udbuddet af huse i alle landets fem regioner.

Øst-vest-forskel på udbudte huse

Sæsonudsvinget kan dog alene ikke forklare faldet i antallet af boliger til salg. Ser vi på det forgangne år, er antallet af huse til salg gået tilbage med 1,1 pct. Det dækker dog over store geografiske forskelle. Eksempelvis er antallet af huse til salg steget øst for Storebælt, mens der er færre huse til salg vest for Storebælt end for et år siden.

– Det går godt på boligmarkedet i hovedstadsområdet. Det smittet af på det øvrige Sjælland. De højere priser får flere til at sætte boligen til salg og lægger desuden en dæmper på antallet af handlede boliger, siger Thomas Lynggaard Germann.

I Region Hovedstaden og Region Sjælland er der henholdsvis 2,3 pct. og 3,2 pct. flere huse til salg end for et år siden.

Til gengæld er udbuddet af huse faldet i resten af landet det seneste år. I Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Syddanmark er antallet af huse til salg gået ned med henholdsvis 1,9 pct., 3,9 pct. og 3,3 pct. i forhold til et år siden. Det kan forklare, at prisen over det seneste år er gået op sammen med udbuddet øst for Storebælt, hvor boligmarkedet er længere fremme i forhold til vest for Storebælt.

Se de friske tal for boligmarkedet i novembers måned i vedhæftede prisindeks.

Om Boligheds Prisindeks

Boligheds Prisindeks for landets kommuner udkommer hvert kvartal og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed.dk

Bolighed.dk skal gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere.

På Bolighed.dk er informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i såkaldt BoligCV, der blandt andet anslår en her-og-nu værdi på den enkelte bolig og præsenterer såvel den historiske som forventede prisudvikling på boligen. Desuden giver Bolighed.dk overblik over nabolaget og mulighed for, at boligejere kan kontakte hinanden direkte på sitet.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Se mere på www.bolighed.dk

Kontaktinformation

Boligøkonom i Bolighed, Thomas Lynggaard Germann, Tlf. 29 20 26 52, mail: thg@al-bank.dk

Pressetalsmand for Bolighed, Esben Würtz Sørensen, Tlf. 28 15 60 80, mail: presse@bolighed.dk

Til top
Chat ikon