Boligmarked

Boligpriser stiger efter vinterpause

Danmarkskort viser udviklingen i udbudspriser på huse fordelt på regioner

Efter to måneder med faldende boligpriser vågnede boligmarkedet igen op i januar. I tre af landets fem regioner steg kvadratmeterpriserne. Det viser Boligheds Prisindeks, der har opgjort de allernyeste boligdata for januar.

Vedhæftede filer:

Boligheds Prisindeks januar 2017

Boligmarkedet har genvundet pusten efter to måneder med mindre fald i kvadratmeterpriserne. I vinterhalvåret går interessen for at købe en bolig traditionelt ned, og det lægger en dæmper på boligpriserne. Men faldet har været kortvarigt viser de seneste tal fra boligmarkedet i januar.

– Tager man højde for sæsoneffekter, er der faktisk tale om fornuftige prisstigninger og et boligmarked, som stadigvæk er på vej frem – omend i et lavere tempo end tidligere, siger Thomas Lynggaard Germann, der er boligøkonom hos www.bolighed.dk.

Ser man på Danmark som helhed, steg udbudspriserne på villaer og rækkehuse i januar med 0,42 procent. Det svarer til, at et hus, der er købt til 2 millioner kroner, i gennemsnit er blevet 8.400 kr. mere værd i løbet af årets første måned. Det er dog ikke alle regioner, der har fået del i stigningerne.

Bredest er smilene blandt boligejerne i Region Nordjylland, hvor priserne på de villaer og rækkehuse, der sættes til salg, steg med 0,84 procent. Herefter følger Region Hovedstaden og Region Midtjylland, der kunne notere prisstigninger på henholdsvis 0,75 og 0,42 procent.

Derimod måtte boligejerne i Region Sjælland for en gangs skyld notere sig en lille tilbagegang i priserne 0,15 procent i januar måned. Sjællænderne kan dog stadig glæde sig over priser, der er steget med hele 6,54 procent det seneste år.

Anderledes trægt går det på boligmarkedet i Region Syddanmark. Her faldt priserne på de udbudte villaer og rækkehuse i januar med 0,26 procent, og ser man på det seneste år, så er et hus i Region Syddanmark ”kun” blevet 0,59 procent mere værd det seneste år.

Tabel med udbudspriser på villaer og rækkehuse fordelt på regioner. Tallene er fra januar 2017

Ejerbolig er en overskudsforretning

Selvom prisstigningerne i Region Syddanmark har været beskedne det seneste år, så ændrer det ikke på billedet af, at det har været en overskudsforretning det seneste år at være boligejer i Danmark. I gennemsnit er priserne på de villaer eller rækkehuse, der sættes til salg, steget med 4,1 procent i Danmark som helhed. Bedst er det gået i Region Sjælland med prisstigninger på hele 6,54 procent, mens boligejere i Region Hovedstaden har kunnet glæde sig over en stigning på 5,63 procent i gennemsnit. Også i Region Nordjylland har boligpriserne haft fart på det seneste år, og et hus er her blevet 4,79 procent mere værd.

Prisstigningerne i Region Midtjylland har ikke været helt så prangende, men priserne steg her trods alt med 1,6 procent.

– Vi forventer fortsat stigende boligpriser i alle landets regioner. Boligrenterne er fortsat lave og ikke meget tyder på, at de stiger foreløbig. Derudover vil stigende indkomster og beskæftigelse bidrage til fortsat fremgang på det danske boligmarked, siger Thomas Lynggaard Germann.

Ejerlejligheder stiger fortsat mest

Prisstigningerne på villaer og rækkehuse blegner dog i forhold til priserne på lejlighedsmarkedet i Danmark. Her er priserne i gennemsnit steget med 7,93 procent i Danmark som helhed.

– Til trods for at interessen for at købe en bolig typisk falder i vinterhalvåret, er interessen fortsat stor nok til at skabe større prisstigninger på lejligheder, siger Bolighed.dks boligøkonom.

Særlig fart er der på prisstigningerne i Region Midtjylland, hvor en ejerlejlighed det seneste år er blevet hele 12,75 procent mere værd. Det svarer til, at en ejerlejlighed, der blev købt i januar 2016 til 2 millioner kroner, i dag er hele 255.000 kroner mere værd.

Der er også stor efterspørgsel efter ejerlejlighederne i Region Nordjylland, hvor priserne på de udbudte lejligheder i gennemsnit er steget med 9,75 procent det seneste år.

Se de friske tal for boligmarkedet i januar måned i vedhæftede prisindeks.

Tabel med udbudspriser for ejerlejligheder fordel på regioner. Tallene er fra januar 2017

Om Boligheds prisindeks

Boligheds Prisindeks udkommer en gang om måneden og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed

Bolighed.dk skal gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere.

På Bolighed.dk er informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i såkaldt BoligCV, der blandt andet anslår en her-og-nu værdi på den enkelte bolig og præsenterer såvel den historiske som forventede prisudvikling på boligen. Desuden giver Bolighed.dk overblik over nabolaget og mulighed for, at boligejere kan kontakte hinanden direkte på sitet.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Se mere på www.bolighed.dk

Kontaktinformation

Boligøkonom i Bolighed, Thomas Lynggaard Germann, Tlf. 29 20 26 52, mail: thg@al-bank.dk

Pressetalsmand for Bolighed, Esben Würtz Sørensen, Tlf. 28 15 60 80, mail: presse@bolighed.dk

Til top
chat icon

Chat med os