Boligmarked

Sådan udvikler priserne sig i Region Midtjyllands kommuner

Boligmarkedet i Region Midtjylland går trægt, og i næsten halvdelen af regionens kommuner har det været en underskudsforretning at have hus i 2016. Det viser Bolighed.dks Prisindeks, der har opgjort de allernyeste kommunale boligdata for 4. kvartal 2016.

Umiddelbart kan boligejerne i Aarhus Kommune være ganske godt tilfredse med 2016. I gennemsnit steg en villa eller et rækkehus med 3,3 procent i forhold til 4. kvartal i 2015. Når nogle aarhusianske boligejere måske alligevel er en smule skuffede, skyldes det, at stigningerne i udbudspriser i andre dele af landet var større i 2016. Eksempelvis steg huspriserne i Aalborg Kommune med hele 6,3 procent, og et hus i Region Sjælland steg i gennemsnit med 7,5 procent i værdi.

Det viser den seneste opgørelse fra www.bolighed.dk af udbudspriserne fra 4. kvartal 2016.

– Boligmarkedet i Region Midtjylland er både varmt og koldt. Salgsprisen på huse er især kommet højt op i Aarhus og Skanderborg kommuner. Her koster et hus på 140 kvadratmeter henholdsvis 3,3 og 2,4 mio. kr. For hele regionen koster et hus i samme størrelsesorden 1,8 mio. kr., siger Boligheds boligøkonom, Thomas Lynggaard Germann.

Men hvor priserne i Aarhus og Skanderborg kommuner er steget, så ser det noget anderledes ud i 9 af regionens øvrige kommuner. Her er udbudspriserne faldet det seneste år. Det gør Region Midtjylland til den region, hvor andelen af kommuner, hvor huspriserne falder, er størst.

Her er priserne steget mest

Selvom boligerne i Aarhus Kommune har regionens højeste kvadratmeterpriser, så er det boligejere i en anden kommune, der kan glæde sig over de største procentuelle prisstigninger. Højdespringeren i Region Midtjylland er således boligmarkedet i Horsens Kommune, hvor et hus i gennemsnit er steget med 4 procent det seneste år.

 

I den anden ende af skalaen finder vi Samsø Kommune, hvor huspriserne er faldet med 11 procent i forhold til 4. kvartal i 2015. Samsø er dog kendetegnet ved relativt få hushandler, så tallet er behæftet med en vis usikkerhed.

 

Anderledes sikkert er det, at husene i Favrskov, Holstebro og Struer kommuner i 2016 faldt med henholdsvis 4,1 procent, 3,8 procent og 3,8 procent.

 

 

Om Boligheds Prisindeks

Boligheds Prisindeks for landets kommuner udkommer hvert kvartal og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed.dk

Bolighed.dk skal gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere.

På Bolighed.dk er informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i såkaldt BoligCV, der blandt andet anslår en her-og-nu værdi på den enkelte bolig og præsenterer såvel den historiske som forventede prisudvikling på boligen. Desuden giver Bolighed.dk overblik over nabolaget og mulighed for, at boligejere kan kontakte hinanden direkte på sitet.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Se mere på www.bolighed.dk

Til top
chat icon

Chat med os