Boligmarked

Sådan udvikler priserne sig i Region Hovedstadens kommuner

Boligmarkedet i Region Hovedstaden har haft fart på i 2016. Kun i en enkelt kommune er boligpriserne ikke gået frem. De største prisstigninger er sket i kommunerne udenfor det centrale København. Det viser Bolighed.dks Prisindeks, der har opgjort de allernyeste kommunale boligdata for 4. kvartal 2016.

Boligmarkedet i hovedstaden er stadigvæk varmt. Det viser de seneste udbudstal for boligmarkedet i området. I gennemsnit steg et hus i Region Hovedstaden med 5,1 procent i 2016. Det viser den seneste opgørelse fra www.bolighed.dk af udbudspriserne fra 4. kvartal 2016.

– De stigende boligpriser ser ud til at fortsætte i regionen, og med de lave renter, stigende indkomster og høj beskæftigelse tyder meget på, at fremgangen på boligmarkedet fortsætter, siger Boligheds boligøkonom Thomas Lynggaard Germann.

Opgørelsen viser, at over det seneste år er udbudsprisen på huse steget i 28 ud af de 29 kommuner i Region Hovedstaden. Højest er priserne i Frederiksberg Kommune, hvor et hus på 140 kvadratmeter nu i gennemsnit koster 7,4 millioner kroner.

Ser man på prisstigningerne er der dog store forskelle kommunerne i mellem.

Tabel over kvadratmeterpriser på villaer og rækkehuse i fjerde kvartal 2016

Her er priserne steget mest

Selvom boligerne i Frederiksberg Kommune med 53.000 pr. kvadratmeter har regionens højeste kvadratmeterpriser, så er det boligejere i en helt anden kommune, der kan glæde sig over de største procentuelle prisstigninger. Højdespringeren i Region Hovedstaden er således boligmarkedet i Halsnæs Kommune, hvor et hus i gennemsnit er steget med imponerende 9,3 procent det seneste år. Næsten ligeså glade kan boligejerne i Frederikssund Kommune være, fordi huspriserne her steg med 8,9 procent i 2016.

Det hører dog med til historien, at kvadratmeterpriserne i netop Halsnæs og Frederikssunds kommuner er nogle af regionens laveste. Det betyder, at boligejerne i kroner og ører ikke nødvendigvis har tjent så meget, som boligejerne i København, hvor priserne steg med hele 7,3 procent sidste år.

Eneste kommune, hvor priserne ikke steg i Region Hovedstaden, er Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor priserne faldt en lille smule med 0,3 procent. Her kan det spille en rolle, at kvadratmeterpriserne i Lyngby-Taarbæk er regionens tredjehøjeste – kun overgået af kvadratmeterpriserne i København og Frederiksberg.

Tabel viser hvor meget priserne steg på villaer og rækkehuse i Region Hovedstaden

Om Boligheds prisindeks

Boligheds Prisindeks udkommer en gang om måneden og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed

Bolighed.dk skal gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere.

På Bolighed.dk er informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i såkaldt BoligCV, der blandt andet anslår en her-og-nu værdi på den enkelte bolig og præsenterer såvel den historiske som forventede prisudvikling på boligen. Desuden giver Bolighed.dk overblik over nabolaget og mulighed for, at boligejere kan kontakte hinanden direkte på sitet.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Til top
chat icon

Chat med os