Boligheds Prisindeks

Boligmarkedet delt i to

Prisen på de huse, der sættes til salg, stiger sammen med antallet af huse til salg. Det gælder øst for Storebælt. Vest for Storebælt falder antallet af huse til salg, mens priserne går frem.

Det viser Boligheds Prisindeks for juni 2016. Der blæser milde vinde over det danske boligmarked. Huspriserne er højere i alle landets regioner end for et år siden. Det viser dugfriske tal fra Boligheds Prisindeks, der opgør de seneste udbudsdata fra det danske boligmarked.

Du finder Boligheds Prisindeks her.

Indekset viser, at udbudsprisen for huse er steget med 5,6 pct. det seneste år for hele landet. Det betyder, at ”Til salg”-skiltet på et almindeligt hus på 140 kvm. nu viser en pris på knap 2 mio. kr., hvilket er godt 100.000 kr. mere end for et år siden.

  • Udenfor hovedstaden er det husene på Sjælland, der har oplevet de største prisstigninger det seneste år med en gennemsnitlig værdistigning på 6,2 pct. Her er det utvivlsomt de relativt høje kvadratmeterpriser i København, der spiller en rolle i forhold til at få folk til at kigge efter boliger på det øvrige Sjælland, siger Boligheds boligøkonom, Thomas Lynggaard Germann.

Udbudspriserne hænger nært sammen de realiserede handelsprise og er dermed en tidlig strømpil på boligmarkedets tilstand.

Flere boliger til salg

Priserne stiger sammen med antallet af ”Til salg”-skilte. På landsplan var der således over juni i alt 44.889 huse til salg. Det er faktisk 111 flere end for et år siden. Antallet af huse til salg er dog lavere vest for Storebælt, mens der er flere huse til salg øst for Storebælt. I Region Hovedstaden og Region Sjælland er der henholdsvis 8 pct. og 2,3 pct. flere huse til salg end for et år siden.

  • Det går godt på boligmarkedet i hovedstadsområdet. Det har smittet af på det øvrige Sjælland. De højere priser får flere til at sætte boligen til salg og lægger desuden en dæmper på antallet af handlede boliger. Det kan forklare, at prisen går op sammen med udbuddet øst for Storebælt, hvor boligmarkedet er længere fremme i forhold til vest for Storebælt, siger Thomas Lynggaard Germann.

Forskelligt tempo på boligmarkedet

Selvom prisen samlet set stiger, er der forskel på farten i prisudviklingen fra region til region. I Region Hovedstaden og Region Sjælland er salgspriserne det seneste år steget med henholdsvis 7,1 pct. og 6,2. I Nordjylland er priserne steget med 3,7 pct., mens priserne i Midtjylland og Syddanmark ligger i den lave ende med årsstigninger på henholdsvis 1,2 pct. og 2,3 pct.

Udbuddet af huse er fortsat ganske højt visse steder i landet. Det er med til at lægge en dæmper på prisen, hvilket kan forklare, at prisen på huse generelt har mere fart på vest for Storebælt.

  • Vi forventer fortsat stigende boligpriser i alle landets regioner. Boligrenterne er stadigvæk historisk lave, og intet tyder på, at de stiger foreløbigt. Derudover vil stigende indkomster og beskæftigelse bidrage til fortsat fremgang på det danske boligmarked, siger Thomas Lynggaard Germann.

For yderligere oplysninger kontakt:

Boligøkonom i Bolighed, Thomas Lynggaard Germann, Tlf. 29 20 26 52, mail tmg@al-bank.dk

Pressetalsmand for Bolighed, Esben Würtz Sørensen, tlf. 28 15 60 80, mail presse@bolighed.dk

Om Boligheds Prisindeks

Boligheds Prisindeks udkommer en gang om måneden og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed.dk

Bolighed.dk skal gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere. På Bolighed.dk er informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i såkaldt BoligCV, der blandt andet anslår en her-og-nu værdi på den enkelte bolig og præsenterer såvel den historiske som forventede prisudvikling på boligen. Desuden giver Bolighed.dk overblik over nabolaget og mulighed for, at boligejere kan kontakte hinanden direkte på sitet.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Til top
Chat ikon