Boligmarked

Sådan udvikler priserne sig i Region Midtjyllands kommuner

Positive vinde blæser over det mest af Region Midtjylland, hvor 16 ud af 19 kommuner det seneste år har oplevet stigende priser på villaer og rækkehuse. Huspriserne er i gennemsnit steget med 4,1 procent på 12 måneder. Det viser den seneste opgørelse fra www.bolighed.dk, der har opgjort de nyeste kommunale boligdata for andet kvartal 2017.

Der er god grund til at finde smilet frem blandt husejerne i de midtjyske kommuner. Her er priserne på villaer og rækkehuse i gennemsnit steget med 4,1 procent de sidste tre måneder sammenlignet med andet kvartal af 2016. Og særligt i Ringkøbing-Skjern og Herning kommuner er der grund til glæde, da de to nabokommuner med stigninger på henholdsvis 7 og 6,7 procent er regionens højdespringere.

Et hus på 140 kvadratmeter, der sidste år kostede godt 1.100.000 kr. i Ringkøbing-Skjern Kommune, er i dag blevet cirka 80.000 kr. mere værd. Det viser den seneste opgørelse fra www.bolighed.dk af udbudspriserne fra andet kvartal af 2017.

Salgsprisen på huse ligger især højt i Århus og Skanderborg kommuner, hvor et hus på 140 kvadratmeter i gennemsnit koster henholdsvis 3,4 og 2,4 mio. kr. Og intet tyder på, at regionens dyreste adresser taber værdi. Boligejerne i Aarhus og Skanderborg kommuner kan nemlig glæde sig over værdistigninger på henholdsvis 4,9 og 3,5 procent det seneste år.

“Vi ser, at boligmarkedet i Region Midtjylland over en bred kam bevæger sig i en positiv retning. I områder med arbejdspladser og vækst, som Aarhus og Herning, oplever man fortsat stigende priser, men også i mere yderligt beliggende kommuner som Ringkøbing-Skjern er der positive tendenser, siger adm. direktør for www.bolighed.dk, Christian Jaspers.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris i regionen er steget med 4,1 procent i andet kvartal af 2017. Skive, Favrskov og Holstebro kommuner var ene om at opleve nedadgående priskurver det seneste år. Mest markant i Skive, hvor villaer og rækkehuse i gennemsnit har mistet 3,6 procent af værdien.

Tabel 1 - indeks for prisudviklingen i Region Midtjylland 2. kvartal 2017

Ringkøbing-Skjern også i fremdrift på kort sigt

I sammenligning med de øvrige regioner i Danmark er Region Midtjylland også godt med, når det gælder den procentvise prisstigning fra første til andet kvartal af 2017. Her er boligpriserne i gennemsnit steget med 2,2 procent i regionen, og igen indtager Ringkøbing-Skjern en imponerende førsteplads med en fremgang på 5,1 procent.

Tabel 1 - indeks for prisudviklingen i Region Midtjylland 2. kvartal 2017

Om Boligheds Prisindeks

Boligheds Prisindeks for landets kommuner udkommer hvert kvartal og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed.dk

Bolighed.dk vil gøre det nemmere og mere overskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere.

På Bolighed.dk kan du finde informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i et såkaldt BoligCV.  Her kan du se vurderinger af boligerne, og du kan få overblik over nabolaget.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Se mere på www.bolighed.dk

Til top
chat icon

Chat med os