Boligmarked

Sådan udvikler priserne sig i Region Sjællands kommuner

Selvom boligpriserne falder en smule i 7 sjællandske kommuner i årets første kvartal, er billedet stadigvæk, at det har været en overskudsforretning at være boligejer i Region Sjælland. Det viser Bolighed.dks Prisindeks, der har opgjort de allernyeste kommunale boligdata for 1. kvartal 2017.

Det er altid nemt at være bagklog, men hvis du havde købt et hus på 140 kvadratmeter i Køge for et år siden til 2,4 millioner kroner, så havde du i dag kunnet sætte det til salg for 270.000 kr. mere, end du gav for det. Priserne på villaer og rækkehuse i Køge Kommune er nemlig steget med imponerende 10,1 procent i forhold til 1. kvartal sidste år. Og det er ikke kun Køge, hvor boligejerne har haft et godt år i Region Sjælland.

– Prisudviklingen på det københavnske boligmarked har smittet af på hele Sjælland. Der er ikke en eneste kommune, hvor prisudviklingen ikke har været positiv. Og alt tyder på fremtidige prisstigninger for langt de fleste boligejere i regionen, siger adm. direktør for www.bolighed.dk, Christian Jaspers.

Ganske vist har boligpriserne i første kvartal taget et lille pusterum i syv af regionens kommuner. Således faldt udbudspriserne på villaer og rækkehuse i Solrød Kommune med 1,1 procent i 1. kvartal i forhold til 4. kvartal i 2016, men boligejerne kan stadigvæk se tilbage på et år, hvor deres investering samlet er steget 5,1 procent i værdi.

De allerstørste prisstigninger tegner Køge, Lolland og Næstved kommuner sig for. I Lollands Kommune er et hus blevet 8,6 procent mere værd det seneste år, mens det i Næstved er blevet 6,5 procent mere værd. De mest beskedne prisstigninger finder man i henholdsvis Guldborgssund, Lejre og Greve kommuner, hvor udbudspriserne på villaer og rækkehuse sidste år steg med henholdsvis 1,2, 1,7 og 1,7 procent.

Tabel: Sådan lå kvadratmeterpriserne på villaer og rækkehuse i første kvartal i Nordsjællands kommuner

Her tjente boligejerne mest

Prisstigningerne har dog vidt forskellig betydning i kroner og ører alt efter, hvilken kommune der er tale om. Som sagt kunne en boligejer i Køge Kommune, der havde investeret i et hus sidste år til 2,4 mio. kr., se sin investering stige 270.000 kr. i værdi. På Lolland, hvor kvadratmeterpriserne er meget lavere, kunne en boligejer, der sidste år købte et hus på 140 kvadratmeter til 750.000 kr., se sin investering stige 70.000 kr. i værdi.

Og der er umiddelbart ikke noget, der tyder på at prisstigningerne stopper i Region Sjælland.

– Med de lave renter, stigende indkomster og høj beskæftigelse tyder meget på, at fremgangen på boligmarkedet fortsætter her, siger Christian Jaspers.

Tabel: Så meget steg priserne på villaer og rækkehuse i Nordsjællands kommuner

Om Boligheds Prisindeks

Boligheds Prisindeks for landets kommuner udkommer hvert kvartal og er en opgørelse over de seneste udbudsdata for boligmarkedet i Danmark. Prisindekset viser henholdsvis udviklingen i kvadratmeterpriser for de villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg. Prisindekset viser samtidig udviklingen i antallet af boliger til salg samt hvor store afslag, der gives på boligerne i forhold til udbudsprisen.

Om Bolighed.dk

Bolighed.dk skal gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer i Danmark. Ikke kun for de boligejere, der er i markedet for at købe eller sælge, men for alle danske boligejere.

Bolighed.dk er informationer om flere end 1,7 millioner danske ejerboliger samlet i såkaldt BoligCV, der blandt andet anslår en her-og-nu værdi på den enkelte bolig og præsenterer såvel den historiske som forventede prisudvikling på boligen. Desuden giver Bolighed.dk overblik over nabolaget og mulighed for, at boligejere kan kontakte hinanden direkte på sitet.

Bolighed.dk ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.

Se mere på www.bolighed.dk

Til top
Chat ikon